Børnesvømning, 1-3 år

Børnesvømning.jpg

Børnesvømning 1-3 år

Børnesvømning er leg, dyk og øvelser i varmtvandsbassin, hvor vi lærer at være glade og trygge i det våde element – og så er det en sjov og intim oplevelse mellem forælder og barn.

På vores svømmehold kan alle være med, da forløbene starter med vandtilvænning og roligt går frem derefter. Vi synger og plasker og laver øvelser - og lærer stille og roligt at dykke ned under vandet.

 

Børnesvømning foregår i det dejlige terapibassin på Amager Hospital. Bassinet er 34 grader varmt.

Adresse: Amager Hospital, Hans Bogbinders Allé 3, indgang 17.

Bemærk, at det er den afdeling af Amager Hospital, som ligger ved Sankt Annæ Kirke og ikke den på Italiensvej.

Vi anbefaler, at I booker i god tid, da vores hold hurtigt bliver fyldt op.

Samtidig anbefaler vi, at I tilmelder jer via bookingsystemet - som er online 24-timer i døgnet - da I ellers risikerer at blive "overhalet" af online bookinger, hvis I tilmelder jer manuelt via mail.

Vi er dog selvfølgelig til rådighed for spørgsmål, hjælp og bookinger på både mail og telefon.

 

Praktisk om bassinet:

Du kan komme ind til bassinet gennem indgang 17. Barne- og klapvogne kan stilles udenfor på græsset, men ikke på stierne, som sundhedscenteret bruger til deres træning. Kom gerne 20 minutter før, så der er god tid til omklædning.

Vi er rigtig glade for bassinet, som er stort og lyst, og som vi har helt for os selv - i omklædningen kunne vi dog godt ønske os bedre plads, så tænk praktisk og tag ikke store ting med ind i omklædningen. Der er også mulighed for at bruge skabene i gangarealet.

Ved omklædningen er der paraplyklapvogne, og vi har opsat puslefaciliteter. Der er også et lille ”ammerum” med nogle stole og en microovn.

Undervisningen foregår i et bassin, som er 34 grader varmt. Af hygiejniske årsager skal du enten vaske dit hår eller tage badehætte på – og smykker og make-up skal tages af - inden du går i bassinet

Tag evt. et ekstra håndklæde med til bassinet, så du kan pakke barnet ind – og måske en sut.

Det er kun tilladt at tage billeder, hvis instruktøren og alle på holdet har sagt god for det. Spørg derfor altid din instruktør inden.

Forældre/bedsteforældre og lign. må gerne se med fra bassinkanten - men vi beder jeg om at være stille, så I ikke forstyrrer babyerne i vandet.  

VIGTIGT: Dit barn skal have badeble på i bassinet, og det er vigtigt at den sidder tæt ved lår, mave og ryg. Hvis du vil være ekstra sikker, kan du give barnet en engangssvømmeble på under badebleen, men det er ikke et krav. Vi sælger badebleer fra ImseVimse i butikken til 149/159 kr., men andre mærker kan også sagtens bruges.

Begge forældre er velkomne til svømning, men der må kun være en forælder i vandet ad gangen. Den anden kan se med fra bassinkanten, og I kan også bytte fra gang til gang, hvis I begge gerne vil opleve at være i vandet med jeres barn.

 

Om instruktøren

Mit navn er Andreas Jespersen. Jeg er 25 år og bor på Amager. Jeg har igennem flere år arbejdet med børn i forskellige institutioner, i alderen 1-5 år. For nylig er jeg blevet introduceret til faget som babysvømmeinstruktør, og jeg nyder det i fulde drag. Mit fokus på mine hold er at styrke og udfordre børnenes sansemotoriske evner, styrke deres selvtillid i vandet og at sørge for, at forældre og barn nyder tiden sammen i et nyt element. Jeg er blevet oplært både af en svømmeinstruktør og en terapeut. Derfor har jeg både viden om, hvilke svømmeevner børn får af at gå til svømning i en tidlig alder og de terapeutiske og sansemotoriske fordele ved træningen.

close
Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Afvis